NY GRØN HÅND TIL COPENHAGEN CAPACITY

Feb. 1, 2008 | Topic: Danske Nyheder

Midt i december oprustede Copenhagen Capacity med en ny udviklings- og analysekonsulent. 33-årige Nicolai Rottbøll Sederberg-Olsen kommer fra Dansk Industri, hvor han i tre et halvt år har arbejdet i organisationens globaliseringsafdeling.

Midt i december oprustede Copenhagen Capacity med en ny udviklings- og analysekonsulent. 
33-årige Nicolai Rottbøll Sederberg-Olsen kommer fra Dansk Industri, hvor han i tre et halvt år har arbejdet i organisationens globaliseringsafdeling. Her har han blandt andet været med til at måle Danmarks konkurrenceevne i forhold til OECD-landene og de største nye vækstøkonomier som Kina, Indien, Rusland og Brasilien.

Samtidig har han arbejdet med organisations- og forretningsudvikling i så forskellige lande som Vietnam, Kina, Kenya, Zambia og Egypten, hvor han har været med til at opbygge erhvervsorganisationer og undervist i benchmarking og politisk interessevaretagelse.

Med sig i bagagen har Nicolai Sederberg en uddannelse som forstkandidat - altså i skovbrug.
- Det kan måske lyde lidt mærkeligt, men uddannelsen handler i høj grad om forretningsforståelse, og jeg har haft meget fokus på økonomi, finansiering og internationale relationer, fortæller Nicolai Sederberg, der også har læst HD.

I Copenhagen Capacity får Nicolai brug for sin grønne uddannelse, da han i første omgang skal koncentrere sig om energi- og klimaprojekter. Et område som Copenhagen Capacity er ved at kortlægge for at afklare, om det skal være et nyt satsningsområde. Samtidig vil Nicolai Sederberg deltage i indsatsen omkring en ny-branding af København.

- Det er spændende at komme til en lidt mindre og mere fleksibel organisation, hvor der er højt til loftet og mulighed for at afprøve nye idéer. Jeg er meget tiltrukket af, at man med egne hænder er involveret i hele pakken, når det handler om at tiltrække virksomheder. Fra analyse og kortlægning til konkret virksomhedskontakt, siger Nicolai Sederberg, der i sin fritid stadig bruger sin grønne skovrider-hånd til at fælde træer for venner og familie.

Hvis han da ikke lige spiller klaver til familiefester, fører an i en jam-session fredag eftermiddag eller er ude at nyde de svenske skove med sin svenske kæreste.


 
 
Related sites: www.oresundfilm.com  |  www.mediconvalley.com  |  www.oresundit.com  |  www.scandinavianlogistics.com